Carmo og DTU udforsker nye muligheder for 3D-printede værktøjer

Hos Carmo har vi gennem mere end fem år anvendt 3D-printede værktøjer som en del af vores prototype- og produktudviklingsarbejde. Teknologien har vist sig at være et værdifuldt redskab, fordi den gør det muligt at gå hurtigt fra design til funktionelle emner og dermed accelerere udviklingsforløb for vores kunder.

Samtidig er der fortsat udfordringer, som begrænser teknologiens fulde potentiale. En af de væsentligste er levetiden på 3D-printede forme. I udviklingsprojekter kan det være nødvendigt at fremstille flere forme gennem de forskellige designiterationer, hvilket medfører både øgede omkostninger og længere udviklingstid.

Da vi blev opmærksomme på, at DTU arbejdede med at undersøge metoder til at forbedre holdbarheden af 3D-printede forme og allerede havde opnået lovende foreløbige resultater, så vi en oplagt mulighed for at bidrage med vores erfaring inden for sprøjtestøbning og teste teknologien under virkelige produktionsforhold.

Projektet blev gennemført parallelt med Carmos deltagelse i Additive Manufacturing Farm, hvor Carmo, DTU og en række industripartnere samarbejder om at accelerere anvendelsen af additive fremstillingsteknologier i industrien. Erfaringerne fra dette projekt bidrager med værdifuld viden til de fælles ambitioner om at gøre 3D-print til en endnu stærkere platform for produktudvikling og fremtidens produktion.

Fra forskning til praksis

Samarbejdet fandt sted som en del af DTU-kurset Experimental Methods in 3D Printing, hvor studerende arbejder med konkrete industrielle udfordringer i tæt samarbejde med virksomheder.

I løbet af det tre uger lange projekt arbejdede studerende og forskere fra DTU sammen med Carmo om at evaluere forskellige materialer og efterhærdningsmetoder til 3D-printede formindsatse. Projektet omfattede flere støbeforsøg hos Carmo, hvilket gjorde det muligt at teste løsningerne under realistiske produktionsforhold og skabe et direkte bindeled mellem forskning og industriel anvendelse.

For Carmo gav samarbejdet adgang til et videnskabeligt testsetup og specialiseret forskningsviden, som ville være både tidskrævende og ressourceintensivt at etablere internt. Samtidig gav projektet en dybere forståelse af, hvordan forskellige procesparametre påvirker ydeevnen og levetiden af 3D-printede værktøjer.

Lovende retning for fremtidig udvikling

Projektet viste, at efterhærdning har stor betydning for formenes holdbarhed af de 3D-printede forme. På tværs af de gennemførte forsøg opnåede forme, der blev efterhærdet under vakuum, en længere levetid end forme behandlet med mere konventionelle metoder.

Selvom resultaterne ikke repræsenterer en endelig løsning, giver de et klart billede af, hvor det er relevant at fokusere fremtidige udviklingsindsatser. Der er fortsat behov for yderligere undersøgelser og test, men projektet understøtter forventningen om, at der findes et betydeligt potentiale for at forbedre både holdbarheden og den økonomiske værdi af 3D-printede værktøjer.

Innovation gennem samarbejde

Projektet illustrerer styrken ved samarbejdet mellem industri og forskning. Når praktisk produktionserfaring kombineres med forskningsbaseret viden, opstår der nye muligheder for at løse komplekse udfordringer og omsætte nye teknologier til konkrete løsninger med værdi for industrien.

Vi vil gerne takke DTU-studerende Arindam Thander, Edoardo Toscano og Osman Köse, forskerne fra DTU Construct Venkata K. Nadimpalli og Marina Artemeva samt vores kolleger Tobias Kristensen og Vicki Thygesen for deres engagement og værdifulde bidrag til projektet.

Vi ser frem til at bygge videre på erfaringerne og fortsætte samarbejdet med DTU om at udforske, hvordan additive fremstillingsteknologier kan skabe nye muligheder inden for produktudvikling, prototyper og produktion af mindre serier.

Skal vi drøfte dit næste projekt?

Kom til os med jeres udfordring, ikke kun specifikationen. Så finder vi i fællesskab den bedste løsning.

Kontakt VP, R&D & Technologi, Anders Johnsen på +45 4912 2102.

Author: Tina Schjerning