Interview med Michael Folmer Kristensen, Project Manager hos Viking
Vikings hjertesag er at beskytte og redde liv over hele verden. Derfor har de brug for, at hvert enkelt delelement på deres udstyr er produceret med øje for den mindste detalje. Hos Carmo fandt Viking en samarbejdspartner, der både kunne udvikle, producere og levere en buoyancy lock til deres redningsveste i højeste kvalitet.
Viking laver redningsudstyr i høj kvalitet til professionelle brugere. Deres redningsveste skal kunne holde til voldsomt vejr og trækkraft, og derfor skal den lille hæftningsknap besidde en enorm styrke, da den holder hele redningsvesten sammen. Michael Folmer Kristensen er Project Manager hos Viking og har været ansvarlig for udviklingen af hæftningsknappen.
– Vores udstyr skal redde liv. Hvis hæftningsdelen går i stykker, mister personen opdriften, fordi vesten går fra hinanden. Knappens funktion er således afgørende for vestens funktionalitet. Derfor var det vigtigt for os at udvikle emnet sammen med Carmo, da de har en indgående viden om plastmaterialer og om udvikling af komponenter skræddersyet til kundernes behov.
Michael Folmer Kristensen, Project Manager hos Viking
Læs mere om udvikling af kundespecifikke løsninger med Carmo
Viking og Carmo har tidligere arbejdet sammen, og derfor var det oplagt for Viking at vende sig mod Carmo for at udvikle dette specifikke produkt. De to virksomheder har hver deres erfaring og professionelle viden, og det har styrket samarbejdet i den over to år lange udviklingsproces.
– Vi kom med en viden om rednings- og sikkerhedsudstyr og om, hvad produktet skulle kunne tåle af belastning. Carmo kom med en essentiel viden om materialer samt om udvikling og beregninger af den type produkter. Så samarbejdet har været givende fra start til slut.
Michael Folmer Kristensen, Project Manager hos Viking
Simpel drejefunktion løser grundlæggende udfordringer
En af udfordringerne ved udviklingen af hæftningsknappen var, at vestens oppustelige blære og coveret nemt skal kunne sættes sammen og skilles ad igen. Problemet blev løst ved at lave en simpel drejefunktion, hvor knapperne låses fast til hinanden ved at dreje dem 90 grader.
– Selvom produktet ser simpelt ud, så løser det nogle grundlæggende udfordringer for os. Det er yderst nemt at samle og skille knapperne ad. Og den helt store fordel ved at delene kan skilles ad er dels, at coveret kan vaskes i en maskine, og dels, at man kan sætte en ny blære i, hvis den gamle punkterer.
Michael Folmer Kristensen, Project Manager hos Viking
Viking lever af at levere sikkerhed, så det var helt essentielt for dem at vælge den rigtige samarbejdspartner. Og selvom udviklingen tog tid, var det ventetiden værd, for Viking står nu med et delprodukt til deres redningsveste, der lever op til alle sikkerhedskrav.
– Vi anvender hæftningsknappen på 90 procent af vores oppustelige veste, så det har handlet om at finde noget, der har styrken til at holde vesten sammen, og som samtidig er nemt for medarbejderne at bruge i hverdagen. Sammen med Carmo har vi udviklet et produkt, der har præcis de funktioner og styrker, vi har behov for til at fuldende en robust vest med størst mulig sikkerhed.
Michael Folmer Kristensen, Project Manager hos Viking